Hvad er det som gør, at ser vi en grænse så skal den krydses eller udfordres, hvad enten det er i os selv eller andre, på småt eller stort plan. Er det en del af den menneskelige natur hele tiden af skulle ”spille med musklerne”. Hvem er vi, at vi hver især tør gå over den grænse hele tiden. Nogle vil sige, at de ikke udfordrer andres grænser, men møder vi en person som vi ikke har respekt for eller som ”ligger under os i hierarkiet”, dette sker selvfølgelig ubevidst, ja så dukker alfahannen op i os alle og afpisning af territorium vil finde sted.
Når man arbejder sammen med mennesker med intellektuel funktionsnedsættelse, så ses dette meget mere tydeligt, da de gængse filtre og normer ikke er lige så tydelige. Ingen tvivl om at vi alle hver især giver udtryk for hver vores generaliseringer og overbevisninger i form af både det verbale og nonverbale udtryk. På nogle måder har mennesker med helt normale funktioner flere hæmninger end mennesker med intellektuelle funktionsnedsættelser. Da mennesker med intellektuel funktionsnedsættelse er mere lige til i deres umiddelbare udtryksform, som ses i form af jalousi, små spydige bemærkninger og et ekstremt tydeligt behov for bekræftelse og vel egentlig også accept fra omverdenen.
Dette er selvfølgelig sagt meget firkantet og det har intet med mine grundlæggende værdier, om at alle individer er unikke og værdifulde, men mere noget utæmmet i den menneskelige natur, som vi, vil jeg mene, alle besidder, men ikke altid vil være ved ej heller er videre stolt af, da det ikke passer ind i tankerne om socialisering og udvikling af sociale kompetencer. Men set i lyset af den erkendelse er det vel en sjov tanke at verdenen uanset hvor idealistiske vi ønsker at være og socialiseret vi ønsker at være, så er det ganske naturligt at agere på denne måde og det ligger i menneskets dyriske instinkter. Dette er mine tanker uden nogen faglige eller videnskabelige belæg.
Der tales om, at vi skal socialisere os, men samtidig skal vi finde os selv, den indre ro, det indre barn, men her i ligger der vel et paradoks. Nemlig det at, for at socialisere sig er man nød til at indordne sig, hvilket jo egentlig vil sige at fjerne sig fra sig selv. Så vi socialiseres for at blive mødt af fællesskabet og være en del af fællesskabet. Det er gennem de kompetencer og sociale egenskaber vi besidder, at vi hver især møder verden og ser os selv, altså gennem omverdenens øjne. Vi spejler os i måden andre ser på os, på godt og mindre godt. Det er grundlæggende i det menneskelige væsen at ønske opmærksomhed og bekræftelse, ja vi har svært ved at eksistere uden. Derfor tillærer vi os egenskaber for at blive accepteret. Men mennesker med f.eks. Asperger syndrom har ikke evnen til at spejle sig i andre mennesker, føle empati på samme måde ved at vise interesse i hvad den anden har på hjertet, ej heller stoppe sit eget ønske om at ytre sig. En som Ronnie ser dig sjældent ind i øjnene når han taler, han kigger op for at se om du stadig hører efter og giver ham sin fulde opmærksomhed og kan blive sur hvis den er forsvundet. Kan tale hele tiden hvis det er et emne der interesserer ham, men virker ikke synderligt interesseret i hvad du har at sige. Han er dog meget bevidst om sine manglende kompetencer, da han fra udefrakommende er blevet informeret om dette og arbejder på at blive bedre til at bevare øjenkontakten..
Pierre har noget med navne. Han er ikke en ørn til at læse, men har en forkærlighed for papir og det at de mennesker han møder, skal skrive deres navne på et papir, for han kan huske ansigterne som navnene tilhører. Han stopper i taske med papir og kan blive forbandet hvis han opdager at hans mor har tømt hans taske. Så hjælper det ikke at fortælle at det ødelægger hans ryg.
Gunilla arbejder hårdt med teksten og der kæmpes en kamp for at sætte det hele sammen. Det er vigtigt for hende, at informere om at det er hende som har hovedrollen og når hun taler om premieren, så lyser hendes øjne og tanken om at stå på scenen og modtage alles opmærksomhed, bekræftelse, klappes af og vigtigst af alt få blomster virker på en måde lidt som en drivkraft, en motivation. At blive set og anerkendt for hendes præstation og evner og ikke blive set på pga. hendes funktionsnedsættelse.
Derfor syntes jeg det er fantastisk at arbejde med mennesker der er så forskellige. Denne umiddelbarhed som både er dragende, men også kan tricke mig. Nok fordi den vækker en side i mig som jeg har svært ved og jeg i mit rationelle sind godt kan forsvare, men i mine følelsers vold bliver draget ind i på godt og mindre godt. Studiet i menneskelig adfærd – jeg elsker det..
