Så er tiden til at runde af….

Nu er premieren vel overstået og “OZ” er en rigtig fin familieforestilling. Hyggelig forestilling, med en grum heks, en elskelig blikmand, det kloge fugleskræmsel og den faaarlige blide løve og selvfølgelig den let på tå smidige og kærlige Toto. Forestilling med søde og sjove indslag. Det var rart at se alle 5 på scenen sammen. Dejlige og dygtige mennesker. Det varmede i hjertet, at se hvor smidig og let Nicklas var i rollen som Toto.
Fantastisk at se dem alle igen og jeg må indrømme, at jeg tænker tilbage på praktikken med dyb taknemlighed og varme. I vil blive i mine tanker og mit hjerte.

Workshoppen blev annulleret

Desværre kom jeg ikke til Malmø her midt februar, da workshoppen blev annulleret, så jeg ved ikke hvordan det skrider frem med at finde nye lovende talenter, ej heller hvordan det går med repetitionerne på “OZ”, men jeg glæder mig til premieren d. 13 marts 10. Til at se alle igen og så det endelige resultat. På gensyn til den tid…

På gensyn…

Det er fredag og sidste dag på Mooms. Eksamen venter forude. Det er ikke en afslutning, men en ny begyndelse.

Det er med en ny viden og dyb taknemlighed, jeg tænker tilbage på det sidste halve år og ikke uden en tåre på min kind.. Jeg kommer ikke til at overlade jer helt til jer selv, for kan ikke lade være med at vende tilbage til Mooms både i tankerne og fysisk.

Takker for nogle dejlige oplevelser og for udviklingen af mig selv, mine overbevisninger, generaliseringer, fordomme, ja min uvidende tilgang til individer med funktionsnedsættelse. Hvor fascinerende denne verden er og hvor meget det kræver at arbejde på et teater af overskud, struktur og fleksibilitet også hvor meget det kræver af omstrukturering af min tankegang for at arbejde med individer med funktionsnedsættelse. Hvor svært det er, at miste noget af sin personlighed gennem sit sprog og humor ved at være i et andet land.

Jeg ved at jeg kommer tilbage, både d. 15.feb. 10, hvor jeg skal være med på workshoppen for at finde nye talenter. Noget jeg ser hen imod og som jeg har været med på de forberedende møder til, med Malmø kommune og bladet fritiden. Samt selvfølgelig på premieren d. 13 marts 10, som jeg er meget spændt på. Jeg har fulgt den første tids repetition på ”OZ”, så det hop der nu naturligvis vil forekomme bliver spændende at se. Så der kommer en opfølgning både efter workshoppen og efter 13 marts….

Livet er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar.

Hvad har du lært om dig selv?

Hvad har du lært om dig selv? – På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? – hvorledes reagerer du i fremmede forhold? – Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig?
At det er utroligt svært at være udenlandsk over længere tid, selv om landet er så ens og ligger så tæt på hinanden, men at det er hårdt for ens psyke at skulle finde sig selv, blive misforstået og finde sin humor. Det handler vist i mit sted meget om at være i stand til at grine ad mig selv. I forhold til individer med funktionsnedsættelse, så har jeg nogle gange haft svært ved at blive i det rationelle sind og lader følelserne tage over. Det kan begrænse mig, for så bliver jeg snæversynet. Men jeg vil sige i det kendskab jeg har fået til denne gruppe af individer, så bliver jeg ked af det på deres vegne over den manglende respekt og manglende støtte de gives i arbejdet med sig selv og i deres udvikling livet gennem når de er i det offentlige system ikke på Mooms. De skal ikke nurses som dyr i et zoo, men behandles som mennesker med de rettigheder der dertil følger.. Retten til at forsøge, at mislykkes og at lykkes…At leve og udvikles..

Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet?

Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet?
Der har i starten været sprogvanskeligheder, men jeg er så glad for at være her og føler at vi har haft mange gode og konstruktive dialoger. Der har været personlige dilemmaer i form af håndtering og hvordan jeg skulle møde denne gruppe. Ellers ligger Sverige meget tæt på. Har fået lov til at være med til sparring og møder, er blevet hørt og anerkendt for min mening. Føler at min naturlige nysgerrighed og undren er blevet modtage og evalueret..

Diskussioner/refleksioner!!

Er der diskussioner/refleksioner. Er der stærk styring fra ledelse. Er der udefra vedtagne retningslinjer som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?

Der er ikke nedskrevet en pædagogik, det er mere en menneskelig tilgang til hvordan man behandler andre mennesker og en tro på at alle individer er i stand til at udvikle sig livet igennem. Det handler om tillid, kærlighed, omsorg for at kunne tillade sig at stille krav og skubbe til individets udvikling også selv om det mødes med gråd, afmagt og gamle trygge strategier. Lederen er stærk i sin tro på denne tilgang, grundet mange års erfaring. Jeg er dyb taknemlig for at have mødt så mange dejlige mennesker og for at have mine primære vejledere Per og Suzanne at sparre med. Jeg har følt mig mødt i tanker og retoriske spørgsmål, som måske kan virke banale, men som naturligt popper op hos mig og som jeg har brug for at vide om der på stedet er gjort sig tanker omkring f.eks. hvordan skuespillerne vender tilbage til tilværelsen som pensionister, når de ikke længere indfrier kravene fra teateret. Ser man det som noget naturligt at afskedige dem mod deres vilje, hvis de ikke længere lever op til kravene. Her ser jeg en gråzone, da jeg ikke helt føler der er taget stilling til eller måske ubevidst bevidst valgt ikke at tage stilling til. Men i min verden er det den store forskel mellem at være professionel og amatør. At handle rationelt og ikke kun med hjertet. Så jeg er meget spændt på hvad det gør ved teateret, at skulle oprette 3 elevpladser for individer med funktionsnedsættelse med tanke på en skuespilleruddannelse, hvor de på sigt skal indgå i skuespillerstaben som fastansatte. Dette betyder i min verden en naturlig udskillelse og et kig på om kravene og engagementet hos den gamle stab bliver indfriet.

Om kulturen…

G: Om kulturen.
- hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper – og har det noget betydning)? – Da det er et teater kommer der jo mange forskellige individer. Men da teateret har valgt at have dagforestillinger også, åbner det op for særskoler, folkeskoler, gymnasier og institutioner. Så der er stor forskel på publikum om det er dag, matiné eller aften. Der er stor åbenhed og omsorg samtidig med der stilles krav. Alle skal kunne være der.

Om hverdagen…

F: Indlæg i bloggen
Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således at studerende i Danmark kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag. – dagligdagen på teateret, er meget observation af omgangen mellem de faste skuespillere, de øvrige ansatte, repetitioner med skuespillerne, videreuddannelse af skuespillerne hvor jeg er med til øvelserne, sidde på kontoret og skrive blog, være med ved møderne om fremtidige projekter, til evaluering af overstået projekter, socialisere og daglig dialog omkring ageren og tanker. Hjælper også med at lukke publikum ind, støvsuge scene og bare være til stede. Være med på møde med kommunen og fritiden om fremtidige workshops for at finde nye skuespillere.

”OZ” – Begyndelsen på ny opsætning

For første gang i mange år skal alle de faste 5 skuespillere være med på samme forestilling. Denne forestilling instrueres af Kjell Stjernholm og er en omskrevet udgave af Troldkarlen fra OZ. I denne opsætning er der kun en skuespiller udefra og så børn. Det som gør denne forestilling ekstra spændende at følge er konstellationen af vores skuespillere og børnene…

Så er repetitionerne startet på OZ og det er torsdag efter juleferien. Det sker med en dags sammensmeltning, som er en dag hvor manuskriptet læses højt af de enkelte skuespillere og tankerne for scenen vises af scenografen og den som står for kostumerne. Alle møder hinanden og gør sig klar. I stykket skal der bruges en masse børn. Der er taget kontakt til den nærliggende skole og 2 stk. 3.klasser med 12 børn i hver klasse har sagt ja. Hver klasse har 13 forestillinger hver, hvor af der er enkelte aftenforestillinger, men ellers primært kl.10.00.

Fredagen er første dag hvor skuespillere og børnene mødes. Det skulle være en dag hvor legen var i højsæde og legen skal være læring til nogle af scenerne i stykket. F.eks. på et tidspunkt har børnene masker på og skal bevæge hoved i takt med hinanden. Det gøres ved at børnene efter hver gang de har vendt hoved den ene vej så tælles der til tre og hoved drejes igen og så igen tælles der til tre osv. Så de meget gerne skulle flytte sig i takt. Men dagen handlede meget om at de alle, børnene som skuespillerne skulle føle tryghed ved hinanden. I og med at vores skuespillere er så lige til og så meget i kontakt med barnet i sig selv så var det en fantastisk oplevelse at se denne gruppe finde hinanden og fra starten være meget trygge ved hinanden, da der ikke var nogen som skulle imponeres eller noget som skulle præsteres. At se Ronnie som har diagnosen Asperger lege med disse børn, sætte grænser, være tålmodig, imponere og få dem til at grine, var så stor en oplevelse. Han var så meget til stede og rummelig at jeg blev helt rørt over det som fandt sted for øjnene af mig. Gunilla tog pigerne med storm og udviste megen smil, tålmodighed og overskud samt uddelte en masse kram. Hun var så afslappet og til stede og virkede som om at hun vitterlig nød situationen. Pierre blev som altid en succes grundet sin tilgang til alt, med et smil, sine kommentarer, sit grin og det at han er et stort legebarn. Klas og Nicklas var lidt mere tilbageholdende og afventende. Det virkede som om at situationen lige skulle fordøjes og trygheden etableres inden i dem selv. Men en stor oplevelse at få muligheden for at observere dem i denne kontekst.

Om det at være gæstelærer med et twist…

Så har jeg været gæstelærer på seminariet. Wauw en oplevelse. Da først mit hjerte efter små 20 minutter ikke var ved at hoppe ud af brystet på mig, begyndte jeg at nyde det og kunne være til stede i det som skete. Min plan røg lidt i vasken, da jeg egentlig havde meget mere på agendaen end jeg nåede at sige. Men følte at jeg fangede dem og at de fik et indblik i min passion omkring det at arbejde med en anderledes tilgang med individer som har funktionsnedsættelse. Om det ikke at få muligheden for at udvikles livet igennem, men at ubevidst se frem imod et liv uden udvikling, forandring, krav eller at mislykkes og lykkes i udfordringer. Men at netop Mooms arbejder mod konstant at udvikles og det at få chancen til at udfordre sig selv og blive udfordret.

Læste i avisen at antallet af unge under 30 år som blev førtidspensioneret er stigende og det primært er individer med diagnosen Asperger og ADHD som bliver opgivet. Vi taler om at arbejdskraften er nedadgående og vi derfor skal til at være længere på arbejdsmarked. Vi besidder alle evner og ressourcer, så hvorfor ikke finde deres i stedet for at opgive dem og lade dem miste troen på sig selv og egne evner. Syntes at vi som system er en fiasko i forhold til mange befolkningsgrupper og ofte tyer til den letteste, men dyreste løsning for samfundet. Vi lever ud fra en patogenetisk teori, hvor vi løber rundt og slukke